Hvis du fortsætter med at gøre det, du altid har gjort, kan du være sikker på, at alt fortsætter som det plejer.
Men hvis du vil lave en forandring - så læs med her.
Du elsker rutiner. Selvom du tror, du ikke gør. Du cykler den samme vej til arbejde, du handler den samme slags mælk i det samme supermarked, du sætter dig på den samme stol til aftensmaden, og mødes med de samme mennesker. Når du rejser ud i verden og ser forretninger eller restauranter, du kender fra Danmark, oplever du en lettelse. Du nærmest drages derind og mærker genkendelsens glæde. Det smager af det sædvanlige og du beroliges af den hjemlige fornemmelse og du føler dig tryg.
Forestil dig, at du er til et arrangement eller en fest. Der er både folk du kender, og folk du ikke kender. Opsøger du nye mennesker eller smalltalker du i stedet med en person du kender, men som du egentlig ikke bryder dig om? Du vil højst sandsynligt foretrække det sidste. Det er bekvemt lige der. Bagefter er du måske irritereret over at have brugt tid på en person, der ikke giver dig energi? Hvorfor valgte du ikke at opsøge andre mennesker, som kunne have givet dig en anden, god oplevelse?
Det er overlevelsesmekanismen i vores reptilhjerne, som byder dig at gøre det, du altid gør. Så er du i sikkerhed, i den gode, sikre havn – i din komfortzone. Et sted, hvor der er rart og trygt at være, fordi den er kendt og forudsigelig. Problemet er bare, at når du opholder dig der, er du ikke i stand til at lave forandringer. Der skal en aktiv beslutning til, for at du kan udvikle dig.
Jeg vil gerne dele en af de store beslutninger, som har været afgørende i min egen udvikling. Som ungt menneske i starten af 20’erne flyttede jeg til Barcelona for at spille basketball i en stor klub. Faktisk ville jeg gerne have været på college i USA, men jeg var ikke god nok. Barcelona var et godt alternativ. Jeg kendte ingen i hverken klubben eller byen, kunne ikke sproget, skulle bo i en lejlighed med en 8 år ældre kvinde, jeg heller ikke kendte. Der fandtes hverken internet eller mobiltelefoner, og skulle jeg ringe hjem, skete det fra en telefonboks.
Man kan roligt sige, at jeg var spændt og pænt langt ude af min komfortzone, da jeg landede i lufthavnen en sen aften og blev kørt direkte til min første træning. Her mødte jeg mine nye holdkammerater og trænere og gennemførte aftenens træningspas, som startede med 30 min. løbetræning. Der var intet ved den træning, der mindede om træningen i Danmark. Mit nervesystem buldrede derudaf, mens jeg bare forsøgte at hænge i. Men jeg klarede den og havde oplevelsen af, at det nok skulle gå alt sammen.
Kommunikationen føltes som en kæmpe udfordring, for hverken trænere eller holdkammerater kunne et ord engelsk. Jeg besluttede at tage et intensivt spansk-kursus, så jeg kunne blive en del af fællesskabet. Det ændrede min hverdag og jeg følte mig anderledes godt tilpas og hjemmehørende, både på gaden og i hallen.
Der var både op- og nedture det år, hvor jeg sluttede af med en slem ankelskade. Men jeg ville aldrig have været denne store, oplevelse foruden. Jeg lærte rigtig meget - og allermest om mig selv. Jeg er modig, jeg klarer svære udfordringer og gode venskaber betyder rigtig meget for min trivsel.
Mon ikke det er sket for dig, at du er kommet ud af din trygge zone? Har haft en oplevelse hvor du var på gyngende grund, oplevede noget nyt, noget der frigjorde dig fra de daglige rutiner og hvor du mærkede lykke og kant? Vil du have mere af det? Går du rundt med ønsker om forandring eller udvikling? Eller har du et mål, du gerne vil nå, men ikke ved hvordan? Vil du gerne præstere bedre i din sport?
Så er der gode nyheder. Det kan mentaltræning hjælpe dig med. Og det er ovenikøbet træning, du ikke behøver at klæde om til eller sveder af. Mens du er i afslappet tilstand, kan du træne hjernen for at nå dine mål, udvikle nye sider af dig selv og agere anderledes i hverdagen.
Det er så let, behageligt og effektivt at mentaltræne, at det ikke giver mening at lade være!